Vi stortrives, når vi får indflydelse og en mulighed for at gøre en forskel. Det gør os samtidig nytænkende, energifyldte, omstillingsparate og produktive til gavn for os selv, de organisationer og det samfund, vi er en del af. Så hvorfor ikke erstatte den organisatoriske vanetænkning med nye, visionære organiserings- og ledelsesformer, som understøtter alt dette – og meget mere til?

Er du mellemleder, kender du sikkert dette spørgsmål fra din hverdag? Måske har du hørt dine medarbejdere stille dig det, og måske i en sådan grad, at du indimellem tager dig selv i at tænke: ”altså hvorfor skal så mange beslutninger egentlig gå igennem mig?” Og måske du også selv har stillet spørgsmålet opad i din organisation for at vide dig sikker på, at du er på sporet af ledelsens KPI’er og forventninger.

Vi trives bedst, når vi som mennesker, medarbejdere og ledere har mulighed for at give, mens vi samtidig vokser af det. Men det kan vi kun gøre, når vi husker at restituere og ind imellem tager os tid til et selvkærligt ”giv-mens-jeg-vokser”-tjek. Derfor er pauser og mentale åndehuller så vigtige for vores trivsel, at de faktisk kan sidestilles med helt basale behov som søvn og kost.

“Tænk nu hvis…”. De tre ord i sammenhæng er et af mine yndlingsudtryk, for de inspirerer mig til at undres. Jeg undrer mig ofte. Særligt over om vækstparadigmet, dets dogmer og idealer mon i virkeligheden har afledt os fra en langt mere sammenhængende måde at anskue os selv i verden på, der i proportionalt langt højere grad ville give mening for den enkelte.

Heldigvis letter corona-tågerne, og vi står nu et sted, hvor vi ved at lytte til vore egne erfaringer, trivselsforskningen og give plads til nærværet, roen, selvmedfølelse, de opbyggende samtaler og de fælles erfaringsudvekslinger kan bane vejen for mere trivsel, mening og større arbejdsglæde.

For blot 20 år siden troede man, at hjernens kapacitet var begrænset til de celler, vi er født med. At man havde en hjerne med et bestemt antal nerveceller, som forblev konstant livet igennem. Siden har forskningen gjort os klogere, og i dag er der enighed om, at menneskets hjerne udvikler sig hele livet – hvis vi vel at mærke giver den mulighed for det.

Jeg vil gerne dele noget med dig. Noget, der har betydet rigtig meget for mig og gjort meget mere muligt for mig, end hvis jeg ikke havde oplevet det og var kommet på sporet af det. Og måske det også kan komme til at betyde noget for dig? Hvem ved. Det kommer her.

jeg gang på gang bekræftet, hvor dedikerede, dygtige, loyale og arbejdsomme offentlige ledere vi har i Danmark – men jeg ser samtidig en gruppe af offentlige ledere, som føler sig enormt pressede, fordi de savner tid til personaleledelse.

Januar er en oplagt tid til refleksioner over året, der er gået og de 365 dage, som det nye år byder på. Så jeg har besluttet at begynde året med at dele nogle af mine største ønsker og forhåbninger for det nye år med dig. Og de ønsker og forhåbninger rummer klange af både dur og mol.

Vi har nu har effektiviseret og presset citronen så meget – og så længe – at vi har fået skabt en kæmpe befolkningsgruppe, der har svært ved at finde mening med deres arbejdsliv. Og det bliver vi altså nødt til at tage alvorligt – nu.

De alarmerende tal viser med tydelighed, at vi nu er nået dertil, hvor tidens dominerende vækstparadigme begynder at slå ud i trivselsmålinger. Vi ser med andre ord, hvordan effektiviseringer, spareøvelserne og jagten på målstyring begynder at ramme den enkelte ansatte på såvel psyken som fysikken. Og mit bud er, at vi kun har set toppen af isbjerget.