Nye stresstal blandt offentlige ansatte peger desværre endnu engang i retning af den regulære stressepidemi, som vil ramme Danmark, hvis ikke vi begynder at lytte og indrette os meget mere efter trivsels-, motivations- og stressforskningen.

Tilbage i december foretog Megafon en undersøgelse blandt 2.851 offentlige ansatte, som afslører, at 40 procent af de adspurgte inden for det seneste halve år har ligget søvnløse pga. arbejdsrelateret stress. Ja, du så desværre rigtigt: 40 procent.

De alarmerende tal viser med tydelighed, at vi nu er nået dertil, hvor tidens dominerende vækstparadigme begynder at slå ud i trivselsmålinger. Vi ser med andre ord, hvordan effektiviseringer, spareøvelserne og jagten på målstyring begynder at ramme den enkelte ansatte på såvel psyken som fysikken. Og mit bud er, at vi kun har set toppen af isbjerget.

Vi skal lytte mere til forskningen
Men der er heldigvis en anden og langt mere trivselsskabende vej, som kan hjælpe os med at knække stresskurven. Men den kræver, at vi gør os umage med drage nytte af den viden, som vi allerede har fra trivsels-, motivations- og stressforskningen.

I stedet for at lede efter det næste sted, vi kan skære fra, kan vi med fordel begynde at bruge forskningen til at finde ud af, hvordan vi skaber øget trivsel. Forskningen på området fortæller bl.a., at vi skaber trivsel ved at tænke i mening, sammenhæng, ved at give plads til medindflydelse og skabe plads til autonomi, reducere kontrol og overvågning – og ikke ved udelukkende at effektivisere og slukke ildebrande på den korte bane.

Helt i tråd hermed viser undersøgelsen også, at hele 87 procent af de offentlige ansatte, som har oplevet stresssymptomer, savner medindflydelse i forbindelse med forandringer på jobbet.

Alle vinder når det giver mening at gå på arbejde
Det kan godt være, at vi sparer nogle kroner på den korte bane ved fortsat at effektivere og følge vækstparadigmets dogmer om konstant profitmaksimering og indskrænkning af de fagligheder, der har den direkte kontakt til børnehavebørnene, eleverne i skolerne, vore studerende på universiteterne, de varme hænder på plejehjemmene, lægerne, sygeplejerskerne på hospitalerne for blot at nævne nogle få faggrupper.  Men vi taber til gengæld det meningsgivende, den faglige stolthed, den indefrakommende motivation og en stor del af arbejdsglæden lodret på gulvet.

Måske det var en god idé at erstatte spørgsmålet om, hvordan vi kan spare endnu mere med spørgsmålet: Hvordan skaber vi bedre trivsel?

Og ikke mindst inddrage og spørge medarbejderne, hvordan deres arbejde kunne komme til at give mere mening for både dem selv og de borgere, for hvem de med deres faglighed nærer et stort ønske om at være til rådighed for. De har styr på deres kerneydelse og ligger inde med guldgruber af viden. Men deres substantielle viden bliver desværre alt for sjældent inviteret til at sidde med ved beslutningstagernes bord.

Hvad om vi tog fat på det, lige her, lige nu?