Vi trives bedst, når vi som mennesker, medarbejdere og ledere har mulighed for at give, mens vi samtidig vokser af det. Men det kan vi kun gøre, når vi husker at restituere og ind imellem tager os tid til et selvkærligt ”giv-mens-jeg-vokser”-tjek. Derfor er pauser og mentale åndehuller så vigtige for vores trivsel, at de faktisk kan sidestilles med helt basale behov som søvn og kost.
Såfremt du læst mine bøger eller været til mine foredrag, har du sikkert hørt mig tale om frugttræer?
Måske har du endda hørt om min Frugttræ-strategi? Og der er da også en god grund til, at frugttræet har været én af mine trofaste metaforiske følgesvende i mange år. For frugttræerne er geniale, intet mindre, og vi kan lære meget af dem, når det kommer til trivsel, mening, sammenhæng – og behovet for restitution.
Men Helen, hvorfor er frugttræer nu også så geniale, tænker du måske?
Det skal jeg fortælle dig. Frugttræerne blomstrer, giver frugter, går i dvale, for derefter i en ny runde atter at sætte blomster næste forår.. De er i trivsel, fordi de giver, mens de samtidig vokser af det, de har et klart formål, har rytmer og er ikke underlagt noget krav om at skulle toppræstere – hele tiden.
På præcis den samme måde forholder det sig med os mennesker. For at vi kan trives og føle os indefra motiverede, har vi særligt brug for tre ting (Ryan & Deci). Vi har brug for at opleve, at vi hører til og gør en forskel for andre (samhørighed og relationer), at vi har selvbestemmelse (autonomi), og at vi samtidig har mulighed for at lære og udvikle os (kompetencer). Med andre ord: Vi har brug for at give, mens vi samtidig vokser af det!
Restitution og selvkærlige åndehuller
Men at give og vokse, samtidigt, er ikke altid nemt. Særligt ikke i et vækstparadigmatisk samfund, hvor ”citronen” konstant presses. For når vi er i ”evig drift”, kan det være utrolig svært at mærke efter og stille de vigtige, selvkærlige spørgsmål, såsom:
- Giver jeg egentlig på en måde, og giver jeg af noget, hvor jeg også selv vokser af det. Hvor jeg selv får energi og er glad?
- Har jeg ændret mig, og skal der måske noget nyt til fremover, og hvad kunne det da være?
- Hvem er jeg gået hen og blevet? Er der mon noget jeg med fordel kan parkere og sige kærligt farvel til i mit liv, væremåder, noget der har drevet mig, men som egentlig ikke mere tjener mig vel?
- Når jeg mærker efter, vil jeg så sige, at jeg i mit arbejdsliv oplever samhørighed, autonomi, at mine kompetencer bliver brugt, at det giver mening, så jeg giver, mens jeg vokser af det? Hvad kunne jeg godt tænke mig at give mere plads og opmærksomhed i mit liv, indeni og i min dagligdag? Og hvad kunne mit eget bidrag være for at få justeret dette og hint, så det ville give mere mening?
Hvor vi på den ene side kan justere og undertiden flytte os i retning af øget trivsel, hvis vi organisatorisk og strukturelt giver mere plads til trivselsskabende dialoger om sådanne spørgsmål, så kan vi heldigvis også, hver især, øve os at i ”dyppe tæerne” uden for hamsterhjulet, så vi indimellem snupper vores eget lille ”giv-mens-du-vokser”- tjek.
Mindfulness, meditation og skovbadning
Der kan være flere gode teknikker, man kan bruge. Én af dem involverer meditation og mindfulness. Fra forskningen ved vi, at der ikke skal ret mange minutters mindfulness meditation til for at nedregulere aktiviteten i amygdala (hjernens alarmberedskab), sænke blodtrykket og danne nye neurale baner i præfrontal cortex.
Mindfulness meditation skaber et åndehul fra tempo, sørger for regeneration af mental og fysisk slitage, det ubevidste får lidt taletid og inviteres indenfor, vi kommer mere i kontakt med os selv og dermed også lidt tættere på en bevidsthed om det, der skal til for, at vi giver på en måde, hvor vi selv vokser af det.
Mindfulness meditation kan foregå alle steder. Ved skrivebordet, i haven eller måske som ”mindful-walking” i skoven. Meget tyder faktisk på, at det sidste kan have særligt god effekt. I Japan anbefaler regeringen sine borgere at opholde sig i skoven flere timer hver uge, japanske læger udskriver natur og ”skovbadning” på recept mod stress, og der findes mere end 60 certificerede skovterapi-centre, som er baseret på forskning i skovbadning.
Forskningen peger på, at ophold i skoven kan sænke blodtrykket og stressniveauet, styrke immunforsvaret, gavne hjerte-kar-systemet og stofskiftet, få blodsukkeret til at falde, forbedre koncentration og hukommelse, lette depression, øge smertetærsklen, give bedre søvn og mere energi.
Lyder det ikke vildt? Og lyder skoven ikke som det helt rigtige sted at snuppe dit næste ”giv-mens-du-vokser”-tjek?
Af samme årsager er jeg selv for nyligt flyttet tilbage til min hjem-ø Als i det sønderjyske, hvor jeg har bosat mig selv og Eriksen Instituttet lige ret op og ned af, hvad der ofte omtales som én af Danmarks smukkeste skove, forløbende langs med Havet: Nørreskoven.
Næste forår, 2024 står Eriksen Instituttet efter endt ombygning pivklart til at modtage de første kursister, og allerede fra august i år slår jeg dørene op til min psykologpraksis. Meget mere om det i mine kommende skriv.
Vil du høre mere fra mig?
Og har du som leder og medarbejder lyst til mere viden om naturlige veje til øget trivsel, sammenhæng og mere mening? Så skriv dig op til mit nyhedsbrev.
