Er du mellemleder, kender du sikkert dette spørgsmål fra din hverdag? Måske har du hørt dine medarbejdere stille dig det, og måske i en sådan grad, at du indimellem tager dig selv i at tænke: ”altså hvorfor skal så mange beslutninger egentlig gå igennem mig?” Og måske du også selv har stillet spørgsmålet opad i din organisation for at vide dig sikker på, at du er på sporet af ledelsens KPI’er og forventninger.
Vi trives bedst, når vi som mennesker, medarbejdere og ledere har mulighed for at give, mens vi samtidig vokser af det. Men det kan vi kun gøre, når vi husker at restituere og ind imellem tager os tid til et selvkærligt ”giv-mens-jeg-vokser”-tjek. Derfor er pauser og mentale åndehuller så vigtige for vores trivsel, at de faktisk kan sidestilles med helt basale behov som søvn og kost.
“Tænk nu hvis…”. De tre ord i sammenhæng er et af mine yndlingsudtryk, for de inspirerer mig til at undres. Jeg undrer mig ofte. Særligt over om vækstparadigmet, dets dogmer og idealer mon i virkeligheden har afledt os fra en langt mere sammenhængende måde at anskue os selv i verden på, der i proportionalt langt højere grad ville give mening for den enkelte.
Der har været valg i Danmark, og uanset regeringens farve og sammensætning skal der handles. Min største forhåbning og dybtfølte opfordring til den nye regering er, at den med handling, reformer og menneskelig ansvarlighed tager et opgør med de ”syge” strukturer og endeløse spare- og effektiviseringsøvelser, som nu i alt for mange år har bidraget til menings-, værdi- og formålsforfald – og til medarbejdere, ledere, fagprofessionelle og borgere, som simpelthen har fået nok!
Heldigvis letter corona-tågerne, og vi står nu et sted, hvor vi ved at lytte til vore egne erfaringer, trivselsforskningen og give plads til nærværet, roen, selvmedfølelse, de opbyggende samtaler og de fælles erfaringsudvekslinger kan bane vejen for mere trivsel, mening og større arbejdsglæde.
For blot 20 år siden troede man, at hjernens kapacitet var begrænset til de celler, vi er født med. At man havde en hjerne med et bestemt antal nerveceller, som forblev konstant livet igennem. Siden har forskningen gjort os klogere, og i dag er der enighed om, at menneskets hjerne udvikler sig hele livet – hvis vi vel at mærke giver den mulighed for det.
jeg gang på gang bekræftet, hvor dedikerede, dygtige, loyale og arbejdsomme offentlige ledere vi har i Danmark – men jeg ser samtidig en gruppe af offentlige ledere, som føler sig enormt pressede, fordi de savner tid til personaleledelse.
Januar er en oplagt tid til refleksioner over året, der er gået og de 365 dage, som det nye år byder på. Så jeg har besluttet at begynde året med at dele nogle af mine største ønsker og forhåbninger for det nye år med dig. Og de ønsker og forhåbninger rummer klange af både dur og mol.
Vi har nu har effektiviseret og presset citronen så meget – og så længe – at vi har fået skabt en kæmpe befolkningsgruppe, der har svært ved at finde mening med deres arbejdsliv. Og det bliver vi altså nødt til at tage alvorligt – nu.
De alarmerende tal viser med tydelighed, at vi nu er nået dertil, hvor tidens dominerende vækstparadigme begynder at slå ud i trivselsmålinger. Vi ser med andre ord, hvordan effektiviseringer, spareøvelserne og jagten på målstyring begynder at ramme den enkelte ansatte på såvel psyken som fysikken. Og mit bud er, at vi kun har set toppen af isbjerget.
At det markerer starten på et nyt kapitel. Eller i hvert fald, at det giver anledning til at reflektere lidt over, hvad der skete i året der gik.
Hvad glæder du dig over?
Hvad kunne du godt tænke dig at lægge bag dig?
I vores tidsregning er vi lige kommet ind i et nyt år. Det betyder for mange af os, at vi reflekterer over året der gik og måske også over, hvad vi gerne vil have ud af 2017 – det nye år. Nogle tænker i retning af nytårsfortsætter – hvad vil jeg ændre, gøre anderledes, kvitte og give slip på, tilføre, påbegynde, gøre bedre?
Jeg vil gerne dele noget med dig. Noget, der har betydet rigtig meget for mig og gjort meget mere muligt for mig, end hvis jeg ikke havde oplevet det og var kommet på sporet af det. Og måske det også kan komme til at betyde noget for dig? Hvem ved. Det kommer her.
Tænker, at venskaber er noget af det dyrebareste, vi har. Mennesker i hvis selskab, man ikke behøver at lave noget om på sig selv, være anderledes, mere smart, rigere, have bedre betalte jobs eller
have været på Maldiverne for nyligt, for at kunne gøre sig fortjent til en stol omkring bordet.
Klummer har jeg skrevet bunker af. Det her er min første blog.
Men jeg tror, jeg fortsætter, hvor mine klummer slap. Nemlig ved at udsætte diverse fænomener i det her liv for min undren, nysgerrighed, glæde, begejstring.
Hvad har jordbær, Klods Hans og Peter Plys til fælles?
Jordbær overrasker ved deres sødme og jernindhold – uden at vide det.
Klods Hans er vittig, spontan og original – uden at prale af det.
Peter Plys er ganske enkelt storslået i sin tilsyneladende enfoldighed.
De overrasker hver især på en behagelig lærende måde.
De spejler én selv på en måde,
så man næsten kun kan lære af den refleksion,
der gives én.
Fordi måden,
hvorpå de hver især spejler én selv,
virker befriende.
Købte pind-is i går.
En hel pakke af favorit isen,
så man ikke skal helt over til ismutter
HVER GANG.
For naturligvis skal vi også støtte ismutter!
Købte pind-is i går.
Fordi jeg har lagt mærke til
at uanset alder bliver mine børn SÅ glade,
når der er sørget for deres yndlingsis i fryseren.
Husker det stadig.
Jeg løb henimod den blå rullemåtte med fuld fart på mine løbetrin.
Mine lidt korte ben bevægede sig som de ivrigste trommestikker
på et optimalt udspændt trommeskind
– gymnastikgulvet i gymnastiksalen på Augustenborg skole.
Duften af gymnastiksal var umiskendelig.
Smagen af målbevidsthed i hver en celle i min krop var intensiv og utvetydig:
Jeg skulle have det flik-flik flak til at fungere efter araberspringet.
Skulle engang babysitte.
I Glasgow.
Et barn af nogle af mine bedste venner.
De skulle ud på en alene-aften i byen
Det er vigtigt!
Frodigt forår var det.
Haven bugnede af store grønne blade og strå og blomster.
Og så var der Angus.
3 år gammel skotsk dreng med mange generationer skotsk accent på læben. Endnu uvidende om
den skotske whiskey’s magi
og det nærmest abstrakt store antal pubber i bylivet omkring ham.
Slår man op i Brøndums encyklopædi, under videnledelse, så er der ikke lige nogen, der har skrevet
om det. Til gengæld står der noget om vimpel og vinterbadning, som jeg her vil tillade mig at
gengive, da det ved nærmere gennemlæsning rent faktisk viser sig at kunne indeholde en
gevaldig overførselsværdi i forhold til temaet i dette Kubus nyt – nemlig videnledelse.
De sad dér.
Lige for øjnene af mig.
Med ryggen til mig og behageligt tilbagelænet opad et henkastet halmknippe. Optaget af deres samtale, havde de ikke hørt mig komme op af trappen.
Og skal jeg være ærlig,
var jeg også meget tidligere på den end vanligt.
Da min søn Hagbard gik i børnehave ville han vældig gerne prøve at gå til trompet. På det tidspunkt havde han ”spillet” er måske lige lidt for meget sagt, men truttet da, i en trompet i 1½ års tid. Den eneste ledige spilletid der var hos Århus kommunale musikskoles trompetlærer Knud Albert var timen lige efter børnehavens lukketid.
Da én af mine venner i Schweiz på et tidspunkt grundet en fejlsatsning måtte ”lukke biksen” – et igennem årene innovativt og velrenommeret reklamebureau i Zürich, kom han op til Danmark og besøgte mig. Vi sad på en Café inde i Århus midtby, hvor vi på min anbefaling drak Hyldeblomstdrik fra ovennævnte producent. Jeg benyttede lejligheden til at spørge, om han ville høre noget klogt og sjovt, som stod på etiketten.
Det var midnat og det var det. Jeg skulle sove for længst. Trængte til det. Pulsen var generelt for høj. Meget arbejde. For lidt søvn. Anspændthed. Havde vel egentlig på det sidste haft lidt svært ved at falde i søvn. Var nok lige lidt overophængt. Og havde vel egentlig været det over vel lang tid.
“Goddag jeg hedder Vims, jeg er Georg Gearløs, jeg er Tarzan, hej jeg er Peter Pan.” Var til forældredag for et par dage siden. På min datters efterskole. Havde meldt mig til et fem timers forløb i drama, hvor vi skulle undervises af to af eleverne på skolens dramahold. Jeg havde været i udlandet på et projekt og kom derfor lige en tre kvarter ind i forløbet.
Få mine 10 råd til medarbejdere og ledere, som ønsker at skabe trivsel og mere mening – på og udenfor jobbet. Du tilmelder dig samtidig mit nyhedsbrev.
