Jeg burde gå mere i fitness, se mindre NETFLIX, spise mere broccoli, gå tidligere i seng, stige i graderne på jobbet, være en bedre kæreste, forælder, kollega eller leder. Vækstparadigmets idealer om ’hurtigere, højere og længere’ har gjort det til et vilkår, at vi konstant skal hige efter personlig optimering og overskud. Ofte forsømmer vi derfor at mærke efter og spørge, hvad det i virkeligheden er, som giver mening for os, præcis som vi er i vores unikke forskelligheder. For tænk nu hvis vi faktisk er gode nok, lige præcis som vi er?
“Tænk nu hvis…”. De tre ord i sammenhæng er et af mine yndlingsudtryk, for de inspirerer mig til at undres. Jeg undrer mig ofte. Særligt over om vækstparadigmet, dets dogmer og idealer mon i virkeligheden har afledt os fra en langt mere sammenhængende måde at anskue os selv i verden på, der i proportionalt langt højere grad ville give mening for den enkelte.
Det vækstparadigme vi har levet under de seneste årtier har gjort det legalt og prestigefyldt at stræbe efter en konstant personlig optimering. Vi skal hele tiden videre, hurtigere og mere, eksempelvis illustreret ved, at vi konstant hænger i en mobil eller over en computer i stedet for at være dér, hvor vi er. Nærvær er jo i vækstparadigmet nærmest blevet en by i Rusland. Og for at være og forblive en del af flokken bilder vi os ind, at vi helst skal kunne flashe overskud ud fra samfundsmæssige idealer om både tidsmæssigt og menneskeligt overskud.
Men tænk nu hvis det slet ikke er dér, vi skal lede efter mening? Tænk hvis vores stræben efter vækstparadigmets idealer i virkeligheden gør os langt mere kede af det og frustrerede, end vi går rundt og tror? Tænk hvis det i alvorlig grad er vækstparadigmets diskurs – dets dogmer og idealer, der har gjort os vildfarne, fået os ledt på afveje og fået os til at tro på et stykke illusion, der ganske enkelt er naturstridigt i forhold til, hvordan vores krop og psyke i virkeligheden fungerer. Og får os på lykkepiller fordi vi konstant skal optimere os selv og leve op til nogle forventninger, der er så langt væk fra vores egentlige grundnatur, at vi bliver stressede, deprimerede og ikke mere kan finde meningen i det hele?
Lær lederskab, følgeskab og selvledelse af frugttræet
Tænk nu hvis vi skal finde vejen til mening, trivsel og til skabelsen af sammenhæng helt andre steder? Tænk hvis vi i stedet kan lære en helt masse af kroppen og naturen? Frugttræet er én af mine største inspirationskilder.
Frugttræet blomstrer, giver frugter, går i dvale for derefter af starte forfra og blive endnu stærkere året efter. De giver, mens de vokser, har rytmer, og har samtidigt brug for åndehuller. Præcis det samme gælder for mennesket, som heller ikke kan ‘peake’ hele tiden, som vækstparadigmet ellers dikterer.
Præcis som med frugttræet, kan jeg godt lide at betragte mennesket som en organisme i et større sammenhængende kosmos, der finder mening og udfolder sit potentiale, når det giver samtidig med, at det vokser. Når det har åndehuller i hverdagen til løbende intuitivt at kunne stille skarpt på, om det egentlig hænger sammen og giver mening, det man har gang i.
Snup et giv mens du vokser-tjek
Så uanset hvor vi befinder os i livet, tror jeg, det er vigtigt, at vi er insisterende på at bevare en intuitiv tilgang til os selv i livet. Det handler om at gøre sig selv i stand til intuitivt at stille sig selv de spørgsmål, som vækstparadigmet har fået os til at glemme. Hvad er det, der giver mig mening – præcis som jeg er? På jobbet, i familien, med vennerne. Hvem siger, dét at have en karriere behøver at være det eneste saliggørende?
Hvad nu hvis oplevelsen af at have et livsformål, et kald kunne give lige så meget eller supplerende mening?
