Hvilket væsen skal vores kommuner egentlig være, såfremt vores dygtige kommunale medarbejdere og ledere skal trives i det?
Tænk engang, hvis vores kommuner var organiseret som et organismisk frem for et hierarkisk væsen. Og tænk engang, hvad det ville betyde for trivslen hos vores kommunale medarbejdere og ledere – og ikke mindst for deres mulighed for at sætte borgeren i centrum i en grad, som mange inderligt ønsker.
Vi er så mange, der gerne vil gøre en forskel
Vi stortrives, når vi får indflydelse og en mulighed for at gøre en forskel. Det gør os samtidig nytænkende, energifyldte, omstillingsparate og produktive til gavn for os selv, de organisationer og det samfund, vi er en del af. Så hvorfor ikke erstatte den organisatoriske vanetænkning med nye, visionære organiserings- og ledelsesformer, som understøtter alt dette – og meget mere til?
Sig mig, må vi godt det…
Er du mellemleder, kender du sikkert dette spørgsmål fra din hverdag? Måske har du hørt dine medarbejdere stille dig det, og måske i en sådan grad, at du indimellem tager dig selv i at tænke: ”altså hvorfor skal så mange beslutninger egentlig gå igennem mig?” Og måske du også selv har stillet spørgsmålet opad i din organisation for at vide dig sikker på, at du er på sporet af ledelsens KPI’er og forventninger.
Vi har brug for åndehuller, pauser og selvkærlighed for at kunne give, mens vi samtidig vokser af det
Vi trives bedst, når vi som mennesker, medarbejdere og ledere har mulighed for at give, mens vi samtidig vokser af det. Men det kan vi kun gøre, når vi husker at restituere og ind imellem tager os tid til et selvkærligt ”giv-mens-jeg-vokser”-tjek. Derfor er pauser og mentale åndehuller så vigtige for vores trivsel, at de faktisk kan sidestilles med helt basale behov som søvn og kost.
Har du overvejet, hvad der giver dig mening?
“Tænk nu hvis…”. De tre ord i sammenhæng er et af mine yndlingsudtryk, for de inspirerer mig til at undres. Jeg undrer mig ofte. Særligt over om vækstparadigmet, dets dogmer og idealer mon i virkeligheden har afledt os fra en langt mere sammenhængende måde at anskue os selv i verden på, der i proportionalt langt højere grad ville give mening for den enkelte.
Quiet quitting – hvad er egentlig meningen?
Der har været valg i Danmark, og uanset regeringens farve og sammensætning skal der handles. Min største forhåbning og dybtfølte opfordring til den nye regering er, at den med handling, reformer og menneskelig ansvarlighed tager et opgør med de ”syge” strukturer og endeløse spare- og effektiviseringsøvelser, som nu i alt for mange år har bidraget til menings-, værdi- og formålsforfald – og til medarbejdere, ledere, fagprofessionelle og borgere, som simpelthen har fået nok!
Jo, vi skal videre individuelt og organisatorisk – OG det fordrer fokus på opbyggende, ærlige, bevidstgørende dialoger om mening, trivsel, og på hvad corona har lært os
Heldigvis letter corona-tågerne, og vi står nu et sted, hvor vi ved at lytte til vore egne erfaringer, trivselsforskningen og give plads til nærværet, roen, selvmedfølelse, de opbyggende samtaler og de fælles erfaringsudvekslinger kan bane vejen for mere trivsel, mening og større arbejdsglæde.
Derfor udvikler du hjernen, når du faster
For blot 20 år siden troede man, at hjernens kapacitet var begrænset til de celler, vi er født med. At man havde en hjerne med et bestemt antal nerveceller, som forblev konstant livet igennem. Siden har forskningen gjort os klogere, og i dag er der enighed om, at menneskets hjerne udvikler sig hele livet – hvis vi vel at mærke giver den mulighed for det.
What’s not to like – for vildt altså, at faste kan gøre så gedigent godt
Jeg vil gerne dele noget med dig. Noget, der har betydet rigtig meget for mig og gjort meget mere muligt for mig, end hvis jeg ikke havde oplevet det og var kommet på sporet af det. Og måske det også kan komme til at betyde noget for dig? Hvem ved. Det kommer her.
Vores dygtige offentlige ledere fortjener mere tid til kerneopgaven
jeg gang på gang bekræftet, hvor dedikerede, dygtige, loyale og arbejdsomme offentlige ledere vi har i Danmark – men jeg ser samtidig en gruppe af offentlige ledere, som føler sig enormt pressede, fordi de savner tid til personaleledelse.
