Tænker, at venskaber er noget af det dyrebareste, vi har.

Dér, hvor man altid kan gå hen og få støtte og et varm hjerte at læne sig opad. Hvor man ved, at man er accepteret, som man er.
Mennesker i hvis selskab, man ikke behøver at lave noget om på sig selv, være anderledes, mere smart, rigere, have bedre betalte jobs eller
have været på Maldiverne for nyligt, for at kunne gøre sig fortjent til en stol omkring bordet.

Oplever, at nærvær er guld værd.
Fordi det gør så inderlig godt, både at være nærværende, og at være sammen med mennesker, der er det.
Nærvær kan sjovt nok give den dér følelse af følelsesmæssigt at være helt mæt og tilfreds.
Som i helt mæt og tilfreds.
En sær ro breder sig indeni.
Og det er ikke den dér ro, hvor man godt ved,
at lige om lidt kan den være væk igen, pist.
Nej, den dér nærmest eksistentielle og lysende ro,
som man ved er ens egen, helt indeni,
såfremt man ellers lykkes med at være nærværende
eller er sammen med nærværende mennesker.

Og så er det nogen gange, at når man er I kombinationen gode venners nærvær, at så forsvinder tiden.
Og rigtig meget opleves lysende godt indeni og udenpå.
De dér øjeblikke man undertiden ønsker ville vare evigt.

Hvor Grundtvig måske ville have sagt, at her løftede vi lige en flig af evigheden.

Einstein var inde på, at tid og rum kan have det med at forsvinde,
blive ophævet under bestemte vilkår.
Eller vores oplevelse af tid og rum ændrer sig, når vi opererer på lysets hastighed. Kvantefysikere mener, at vi tobenede mennesker faktisk er lys,
fordi vi er bevidsthed, og bevidsthed er lys.

Hmmm

Med lysets hastighed

Hovsa, dér forsvandt bordet, som vi storgrinende sad og spillede spil ved i timevis lige før,
ud i horisonten
Vupti, der røg stolene, som vore forudfattede meninger og vurderinger sad på for øjeblikke siden, ud i galaksen.
Og nøj, nu kan vi nærværende se,
se lige igennem jakkesæt og silkekjoler,
skovmandsskjorter og outdoorbukser,
gennem løbegamacher, cykelshorts og våddragter,
igennem løgne, strategisk spindelvæv, og hårdt tilkæmpede selvbilleder
igennem smukke sandheder og vanvittige illusioner
igennem dig, og igennem mig, igennem os.

For måske at se noget, der minder om lyset.

Vi tror, det er løgn, og alligevel ikke, for lige her virker det helt indlysende, at hver især er lysende.
Lysende stjerner i galaksen.

Nå, men her forsvandt tiden da vist, og stedet med Så her er vi så
Er vi så
Er vi

Er

Måske nærvær, lysende venskaber og lattermilde relationerer helt enkelt er vores gps til lysets hastighed og enhed med resten og næsten. Hvem ved.

Og skulle det være sådan, så må 2016 for mig meget gerne være præget af netop det. En oplevelse af enhed med resten og næsten. Og bæredygtig handling derefter.
Der er så meget, vi hver især kan give, samtidigt med at vi vokser af det.
Bare ved at være dem vi er.

Der er så meget godt, vi kan gøre for hinanden,
hvis ellers vi lige tager os tiden og er nærværende nok til at kunne gribe det. Og så er det en gammelkendt sandhed, og nu også forskningsmæssigt bevist, at det gør glad at glæde andre.

Rigtig godt nytår!

Warm regards,
Helen

www.heleneriksen.dk

THE ERIKSEN INSTITUTE

– bridging science and consciousness