I have written heaps of columns. This is my first blog.
But I think I'll continue where my columns left off. Namely, by subjecting various phenomena in this life to my wonder, curiosity, joy, and enthusiasm.

Og i det her spæde forår, vil jeg gerne lægge ud med at reflektere lidt over det her med rent faktisk at være i live. Og dermed taknemmeligheden ved livet og dem vi holder af. Det kan lyde grænsende til rørstrømsk, og det er det også. Fordi når man lader livet komme tæt på, er det faktisk lidt en naturlov, at der er bevægelse i luften. Ofte kraftig bevægelse.

Og kraftig bevægelse er der lige her, hvor årstidernes skiften er meget fysisk mærkbar, og hvor overgangen fra vinterkulde og dvale til beruselsen over vintergækker og erantis er så markant, at der også er lidt gedigen hamskifte over det. Vi går fra én tilstand til en anden.

Indtil nu er foråret altid kommet. Ligesom at vi faktisk vågnede her til morgen og med andre ord var i live. Det er sket så mange gange, at vi nemt kan tage det som en selvfølge, og måske i de her vækstparadigmetider med hurtigere, højere, længere og jagten på evig ungdom nemt kan bilde os selv og hinanden ind, at vi er grænsende til udødelige. Og at vore kære også næsten er det. Fordi de altid har været der. Og er der så stærkt. Måske vore forældre i særdeleshed.

Jeg kiggede dybt ind i mine forældres øjne i søndags, ledsaget af giga hjertevarme-krammere og det vildeste hjertebrus, jeg kunne mobilisere, da jeg sagde farvel til dem efter et dejlig weekendbesøg. Fordi i deres øjne og i udstrålingen fra deres livsglade væsner fornemmer jeg en dyb erkendelse af, at årstiderne skifter, og at der er en rispapirtynd væg mellem liv og død. Når jeg kigger ind i de øjne, kan jeg se, at ligeså stærkt livet er, ligeså skrøbeligt er det også. På sin egen helt underbare smukke måde.

Livet ér stærkt, Og det går stærkt. Og lige midt i det liv, har jeg helt dybt naivt indtaget den holdning, at jo mere nærværende jeg kan være med dem, jeg holder af, jo stærkere lever de inden i mig. Min skat er de blikke, de udvekslinger af kærlighed, nærværet. Måske vore bankrådgivere er langt fra enige set i et excelark-perspektiv, men sikke rige vi egentlig er!