Quiet quitting – hvad er egentlig meningen?

Quiet quitting – hvad er egentlig meningen?

Der har været valg i Danmark, og uanset regeringens farve og sammensætning skal der handles. Min største forhåbning og dybtfølte opfordring til den nye regering er, at den med handling, reformer og menneskelig ansvarlighed tager et opgør med de ”syge” strukturer og endeløse spare- og effektiviseringsøvelser, som nu i alt for mange år har bidraget til menings-, værdi- og formålsforfald – og til medarbejdere, ledere, fagprofessionelle og borgere, som simpelthen har fået nok!

De seneste måneder har debatten om ’quiet quitting’ taget fart herhjemme, og sammen med den er der skabt øget fokus på de medarbejdere, ledere og fagfolk, som mentalt siger op – altså ’quiet quitter’ – ved kun at lave det, som er absolut nødvendigt, intet mere. Samtidig bliver det diskuteret, hvad quiet quitting overhovedet er for et udtryk for, og hvad vi kan bruge debatten til. Det er bl.a. blevet påpeget, hvordan quiet quitting kan ses som individets værn mod udbrændthed og som et tegn på en befolkningsgruppe, som i højere og højere grad ønsker sig et liv, hvor arbejde og karriere ikke er den primære identitetsskabende faktor.

Disse forklaringsrammer, tænker jeg, har meget rigtigt i sig. Men samtidig mener jeg, at debatten om quiet quitting giver anledning til at sætte øget fokus på de mildest talt demotiverende strukturer, vilkår og rammer, vi som samfund giver vores dygtige medarbejdere, ledere og fagprofessionelle.

Vi quiet quitter, når vi oplever menings-, værdi- og formålsforfald

Primært ser jeg quiet quitting som et alarmerende symptom på det menings-, værdi- og formålsforfald, som man fra politisk niveau har ladet stå til alt for længe, ikke mindst i den offentlige sektor. Et forfald, som kun har vokset sig større i takt med, at målstyrings-, effektiviserings-, dokumentations- og registreringskravene er steget, og som nu er nået så langt, at der ansættes flere nye ”kolde” end ”varme” hænder i kommunerne.

Resultatet af de mange år med fortsat New Public Management-tyranni er medarbejdere og ledere, der kæmper en urimelig men også heroisk kamp, som de tilpasningsdygtige væsener, vi mennesker er. Medarbejdere og ledere, som konstant skal løbe hurtigere og hurtigere, og som samtidig får færre ressourcer og mindre tid til det, som betyder mest for deres arbejdsglæde, trivsel og motivation – nemlig muligheden for at sætte borgeren i centrum, hvad enten det handler om eleverne i Folkeskolen, de syge på hospitalerne, børnene i daginstitutionerne, de ældre på plejehjemmene, og jeg kunne blive ved. Skal vi mennesker trives og være motiverede, så skal vi opleve mening, at ting hænger sammen, føle at vi har et formål, en stemme og en mulighed for at gøre en forskel. Alt dette har trange kår inden for de nuværende rammer.

Ifølge en ny stor undersøgelse blandt kommunale ledere svarer godt 40 procent af de offentlige ledere på tværs af sektorerne, at de ser det som en stor udfordring for deres enhed at sætte borgeren først i opgaveløsningen. Det stemmer i øvrigt godt overens med de erfaringer, jeg hører fra de offentlige ledere, jeg har undervist på CBS i ledermodulet ”Hvordan motiverer vi de demotiverede”.

Tid til politisk nytænkning!

På politisk niveau er der akut behov for ansvarstagen, for det er ganske enkelt etisk uforsvarligt, at vi som samfund bliver ved med at presse citronen med strukturer og vilkår, der frarøver arbejdsglæden, motivationen og fører til quiet quitting hos vores dygtige medarbejdere og ledere – og samtidigt resulterer i ringere service til vores borgere. Vi har så rigeligt afprøvet den nuværende New Public Management-model og tilgang. Den virkede ikke, og vi må gøre noget andet, for som filosoffen Jiddu Krishnamurti så rammende siger det:

”It is no measure of health to be well-adjusted to a profoundly sick society.”

Det er tid til, at man på politisk niveau sætter formål, mening og sammenhæng forrest i forhold til den måde, hvorpå vi indretter samfundet og den offentlige sektor, præcis som forskningen indenfor motivation, trivsel og bæredygtig vækst i øvrigt fortæller os, at vi bør gøre det.

Det kunne jo oplagt starte med, at politikerne inviterede de varme hænder meget mere ind i beslutningsprocesserne, så deres erfaringer bliver fundamentet for politikudformningen. Så systemerne bliver indrettet efter menneskene – og aldrig omvendt. Hvorfor ikke spørge lægerne og sygeplejerskerne, hvordan vi skaber de bedste hospitaler. Hvorfor ikke spørge skolelederne og lærerne, hvordan vi skaber verdens bedste Folkeskole. Plejepersonalet og sosu’erne, hvordan vi skal indrette vores plejehjem?

En vækket befolkningsgruppe, som kræver mere mening nu

Det kræver politisk mod at ryste posen og gøre noget andet, end man plejer. Med stor magt følger stort ansvar. Samtidig tror jeg helt grundlæggende på, at politikerne mere end nogensinde før gør klogt i at begynde at lytte til en befolkning, som i højere og højere grad har fået fokus på dét, der giver dem formål og mening, og nok af det, som ikke gør – ikke mindst efter flere år med corona.

Corona-perioden rev os ud af hverdagen, som den var engang, og for mange var den med til at kaste lys på flere og andre aspekter af, hvad der gør os glade og giver mening. Der opstod nye erkendelser, erfaringer, prioriteter og drømme og helt sikkert også en større bevidsthed om det, vi ikke vil have mere af. Ekkoet fra de mange ledere og medarbejdere, jeg dagligt møder taler deres meget klare sprog. Corona-periodens mange udfordringer og forandringer afdækkede nye muligheder og skabte en interessant strukturel centrifugalkraft, der sendte mange og mangeårige ubrugelige metoder og arbejdsmåder til hjørne og gjorde det meget eksistentielt klart at målstyring, konstant effektivisering, endeløse dokumentationskrav, mindre tid til kerneopgaven og udbredt bureaukratisering. ikke er vejen frem for det arbejdsliv, vi udbredt drømmer om og næres af.

At lytte til de fagligt erfarne og dygtige burde være grundlæggende i ethvert demokrati. Og da ekko’et fra dygtige og erfarne ledere og medarbejdere kun synes at vokse sig dagligt større, vil jeg opfordre til, at vi i fælles kor forsøger at råbe politikerne op og tydeliggør sagens alvor. At vi insisterer på at vores erfaring og faglighed bliver hørt. Det modsatte er ganske enkelt politisk uprofessionelt og respektløst. Og vi har lovlydigt desværre fundet os i det alt for længe.

Og alt imens vi gør dette, er det vældig vigtigt, at vi fortsat kæmper klogt i det nære. Husker at uanset politiske beslutninger, så er det vedvarende os, der er i det nære, som ér kulturen, skaber og genskaber den.  I og med at vi husker at anerkende os selv og hinanden for den enormt vigtige forskel, vi hver især gør i det her samfund. Har fokus på samhørigheden og prioriterer dialogerne om, hvordan vi indretter hverdagen i de enkelte organisationer, afdelinger og teams, så vi bevarer vores gode glimt i øjet, humoren, og skaber mest mulig sammenhæng, mening og trivsel for i videst muligt omfang at kunne sætte borgeren i centrum for opgaveløsningen.

#Meremening #Meremerning.nu #Trivsel #Arbejdsglæde #Sammenhæng #Samhørighed #Det er os, der er kulturen