Sammenhæng, ansvarlig insisteren og mere mening. Nu.

Sammenhæng, ansvarlig insisteren og mere mening. Nu.

 

Godt nytår og her kommer lige et drys eksistentielle overvejelser at starte det på.

Denne blog udartede sig til at starte på en psykologisk tone og slutte på en lettere politisk klang. Først den psykologiske tone:

I vores tidsregning er vi lige kommet ind i et nyt år. Det betyder for mange af os, at vi reflekterer over året der gik og måske også over, hvad vi gerne vil have ud af 2017 – det nye år. Nogle tænker i retning af nytårsfortsætter – hvad vil jeg ændre, gøre anderledes, kvitte og give slip på, tilføre, påbegynde, gøre bedre?

Hvem og hvad, inklusive én selv, ville det være godt at tilgive? Hvad gjorde mig godt, hvor gjorde jeg godt? Hvad kunne jeg tænke mig at gøre mere af og på hvilke måder? Hvor gav jeg, mens jeg selv voksede af det? Hvad og hvor ønsker jeg at give i det nye år, mens jeg vokser af det? Måske på nogle helt andre måder og nogle helt andre steder med nogle helt andre mennesker. Eller på samme måder og de samme steder.

Og man kan næsten høre det… vores energi går derhen, hvor vores fokus er, som det originale New Zealandske folk er citeret for at mene: ”Energy goes, where attention flows”. Så hvad vil du bruge dit krudt og din livsenergi på, hvad ønsker du at fokusere på? Hvad giver mening og geist at fokusere på?

Og så er der det ved at have et fokus, at det kan være både klogt, vist og hensigtsmæssigt, at vi hver især og sammen har reflekteret lidt over, hvad vores intention er med det, vi har fokus på, med det vi laver. Hvorfor gør vi det egentlig? Intention kommer af det latinske intention, der betyder hensigt. Så hvad er den bevidste hensigt eller vores bevidste formål med vore handlinger? Og kender vi hinandens formål og dermed også hinandens dybeste motivation? Det er essentielt, at vi som ledere, medarbejdere, mennesker deler netop dét med hinanden, i og med at nogle forskere mener, at vi i vores menneskelige grundnatur er langt mere formålsdrevne end karrieredrevne? Ikke bare giver det mere mening men også øget motivation i en arbejdsdag, at vi har en delt viden om, hvilket større formål vi hver især og sammen bidrager til, i og med at de fleste mennesker faktisk gerne vil gøre godt. Rigtig godt endda. Og gerne vil sikre sig at gøre det godt nok.

Min påstand er, at jo mere bevidste vi er om vores intention, med at være dem vi er, gøre det vi gør, jo mere kan vi også reducere eventuel afmagt over ikke at kunne styre en pind, eller over ikke at have indflydelse på noget som helst. Fordi så ved vi i hvert fald bare en smule mere om, hvad vi selv har gang i og giver os selv den store gave, det er værdimæssigt og etisk at være mere bevidste om, hvilke mennesker vi er, og hvilket formål vores væren og gøren tjener.

Måske det kunne være meget godt at starte både året, hver måned, hver dag med kærligt, venligt, vedkommende og opbyggende at udforske med os selv og hinanden: Hvis vi skal skulle noget bæredygtigt, med os selv og hinanden, noget, der kan bære os selv og hinanden helt grundnaturligt oppe, er det vel egentligt ret vigtigt ikke bare at have tænkt over, men have delt, og fortsat udveksle om, hvad vores formål er, med det vi laver, og støtte os selv og hinanden i at finde dét formål, den intention. Fordi gør vi det og kan vi det, så vil de meningsgivende aspekter med stor sandsynlighed også helt naturligt begynde at pible frem af de formålsopbyggende sprækker. Og heri ligger der et enormt trivselsskabende potentiale.

Og så vil der undertiden ske det, at vi med visse ting kan nå frem til, at nok er nok. At nu har vi prøvet længe nok med mere af det samme, eksempelvis effektiviseringer, lean og besparelser, af- menneskeliggørelse, massiv citronpresning, fyringer og som oftest blandt de udførende i samfundets strukturer, fodfolket som jeg kalder dem: alle de samfundsborgere, hvis arbejde er direkte i fodfolks- og menneskekontakt med borgerne såsom sosu-assistenter, læger, sygeplejersker, lægesekretærer, lærere, pædagoger, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter, undervisere og igangsættere af forskellig kaliber, karakter, faglighed, i modsætning til embedsmænd, politikere, bestyrelsesmedlemmer m.fl. som tager beslutninger og igangsætter reformer meget ofte uden at inddrage de berørte og deres omfangsrige og dyrebare erfaringer på området i deres overvejelser på vejen hen til det, der udmønter sig i de endeligt vedtagne love, reformer og strategiske mål.

Og når nok er nok, når vi til tiden for en på alle niveauer vigtig og udslaggivende faktor: vigtigheden af fælles vedholdende, konstruktiv, løsningsorienteret insisteren på reel ansvarlighed fra et lands beslutningstagere. Ansvarlighed forstået som den pligt vi hver især som mennesker har til aktivt at anvende vores evne til at respondere på de gentagne opråb fra eksempelvis yderst forstandige fagfolk og forskere på landets hospitaler og psykiatriske afsnit om underbemanding, på landets universiteter om for få undervisningstimer, saglige opråb fra en lang række faggrupper over mange år om at de formålsløse krav om øget registrering og dokumentation har skabt så store administrationspukler at resultatet er en ofte udhulet og vingeskudt kerneydelse som resultat.

Og så er vi ikke engang nået til klimakrisen, og hvad stiller vi op med med EU, flygtningesituationen i verden og og og.

Vi skal starte et sted. Og vi kan passende starte med at få bæredygtiggjort egne rækker, så vi dermed styrker os til at tage os af de mange og store beslutninger der vedrører resten af verden, som vi også har et biddragende ansvar ind i. Så det haster. Vi kan ikke blive ved med at gøre mere af det samme, og hvis vi skal være ærlige, og det skal vi, er det dét vi er vidne til, igen og igen. Det er maskespil. Og vi bruger kostbar tid og mange helt unødige og unyttige økonomiske og menneskelige ressourcer på det.

Der er brug for en vedholdende, løsningsorienteret insisterende bred folkeopstand om, at noget grundlæggende i systemets tankegang og tilgang til forvaltning af både menneskelige og økonomiske ressourcer må og skal ændre sig – en vedholdende, bidragende løsningsorienteret insisteren på bæredygtige strukturer, bæredygtig ledelse, følgeskab og samarbejde, en insisteren på sammenhængende synsmåder og sammenhængsskabende samfundsstrukturer, der naturligt gør det muligt at give mens vi vokser, hver især og sammen i et reelt demokrati med reel medbestemmelse. Om ikke for os, så for vore efterkommere.

Det kunne man da godt insistere på, eller hvad mener du?

Ved brug af denne side accepterer du brug af cookies. mere information

Ved brug af denne side accepterer du brug af cookies.

Luk