Jeg vil gerne dele noget med dig. Noget, der har betydet rigtig meget for mig og gjort meget mere muligt for mig, end hvis jeg ikke havde oplevet det og var kommet på sporet af det. Og måske det også kan komme til at betyde noget for dig? Hvem ved. Det kommer her.
Jeg troede, det var løgn, da jeg en morgen for 34 år siden, i forbindelse med et fasteophold med Gerlev Idrætshøjskole ved Vesterhavet vågnede op og min astmatiske bronkitis var forsvundet som dug for solen.
Det var fastens fjerde dag, og jeg opdagede det ved, at jeg simpelthen kunne trække vejret mere frit end jeg plejede. Pist væk var den dér ekstra anstrengelse med at skulle hive efter vejret for at få det. Jeg var 19 år gammel og havde hevet efter vejret hele mit liv. Så det var vildt. Så vildt at jeg så nærmest var ved at tabe vejret over, hvor vildt det var. Så mens de andre sov i sommerhuset fik jeg noget tøj på kroppen og så mig ud i den friske luft ved det dér Vesterhav. Jeg skal aldrig glemme den morgen. Der var bare mere lys over det hav, og farverne på havet og himlen var bare helt forunderligt klare.
Og jeg kunne trække vejret. Frit. Helt frit.
Senere på dagen gik det op for de fleste af os højskoleelever, der som meget aktive idrætsudøvere fra forskellige sportsgrene var med på det her fasteophold, at vi havde langt færre myoser og spændinger i vore muskler, end vi normalt havde. Og hvad vi var pænt fascineret af og kunne få timer til at gå med at tale om, var, at vi efter de første tre dages faste, hvor kroppen opbruger sine sukkerdepoter og skifter fra en glukose forbrænding til fedtforbrænding, så også fik mega meget energi og samtidigt synes vi blev pænt meget mere klare i hovederne.
Det virkelig sjove er, at nu her mange år efter er der omfangsrig videnskabelig evidens for hele rækken af de transformationer, vi oplevede både psykisk og fysisk.
Jeg fastede siden efterfølgende en dag om ugen og mindst en uge hvert år. Og har selvfølgelig slet ikke kunnet lade være med at sprede det gode budskab, så jeg har holdt årlige fastekurser lige siden og gør det stadig. Jeg gør det fordi, jeg endnu ikke er stødt på en aktivitet, der så intens og dybtgående kan bringe mig hjem til mig selv og i kontakt med, hvad der forekommer at være essentielt i livet. Og når jeg faster, sker det helt af sig selv. Jeg får typisk mine bedste idéer, når jeg faster. Og det plejer jeg at gøre, når det bliver forår, sommer, så det er lidt varmere i vejret, og det bliver muligt at ”springe ud” sammen med naturen.
Og nu er det forår, og i går havde jeg min ugentlige fastedag, der lige præcis gav mig overskuddet til at få det her skrevet. Og det er noget andet tankevækkende, som dét at give kroppen og psyken en pause fra at putte noget i munden, har givet mig med på vejen. En gevaldigt og pænt fascinerende bunke af muligheder for at blive bevidst om og ændre mine grundlæggende antagelser om, hvor meget mad, jeg har behov for at spise og hvor tit og af hvilken beskaffenhed for, at jeg fungerer godt og kan forblive et venligt og omsorgsfuldt menneske uden at blive for irritabel og uudholdelig for mine omgivelser. Jeg har fundet ud af, og det samme har mine mange kursusdeltagere gennem årene, at meget af det vi hver især har oplevet igennem livet, som var mindre rart, det har vi lært at ”holde ud” og ”gøre spiseligt” ved at kompensere for det med det, vi putter i munden. Og når vi så i en fem dages tid i trygge omgivelser under et organiseret fasteforløb med kyndig vejledning ikke mere putter noget i munden, så reduceres og fordamper de dårlige oplevelser stille og roligt, og vi kan på en meget human og absolut udholdelig, nærmest kærlig måde observere det indhold lette fra vore kroppe og psyker, som vi har været sårede af, kede, bitre og vrede over.
Og det er der en helt jordbunden videnskabelig, biologisk forklaring på, og det er, at stort set alt det, vi oplever også sætter sig som hukommelse i vore celler. Og noget af det mest udfordrende har en tendens til at sætte sig som hukommelse i vore fedtlag. Så når kroppen fra fastens tredje dag begynder at forbrænde sine fedtdepoter, så giver vi i virkeligheden os selv og vore systemer mulighed for at give slip på gamle hukommelser, der ubevidst har taget en masse energi og langt henad vejen også har holdt os fast i gamle adfærdsmønstre – vore måder at tænke, føle og handle på.
Og fordi man under en faste kan vælge udelukkende at indtage urteteer, økologisk suppeafkog med bunker af basedannende stoffer, der understøtter kroppen i at udskille diverse syreophobninger i kroppens celler, muskler og væv, så sker der også ad den vej en trinvis udrensning fysisk og psykisk.
Så det er ikke så sært, at faste har været brugt som en del af mange gamle kulturers essentielle ritualer. Det interessante er ikke mindst, at hjerneforskere nu kan fortælle os, at når vi faster, så producerer leveren ketoner, som virker særdeles opbyggende på hjernen og hjernens evne til at udnytte sin neuroplasticitet – altså dens evne til at danne nye nervebaner og neurale netværk. Så vi bliver kognitivt skarpere, vi får et bedre overblik, kan huske bedre og støtter os selv og vore hjerner i at forebygge alzheimer, parkinson, demens mm.
Jeg elsker mad. Og alligevel glæder jeg mig som et lille barn, hver gang jeg har mulighed for at faste fem dage i træk. Simpelthen fordi det på alle planer gør så godt i både krop og sjæl. Så på trods af min forkærlighed for god mad og drikke, lander jeg hver gang på: ”what’s not to like – for vildt altså, at faste kan gøre så gedigent godt.”
Hvis du har lyst, kan du læse mere om mit fastekursus her.
Nyd foråret!
Kærlig hilsen
Helen
